Aldrig glemt

Foredrag om en række inspirerende københavnere vi har mistet, og som nu er begravet på Assistens Kirkegård.
Og om det, at vi ved at vi skal dø – og dermed forhåbentlig leve godt mens, vi er her.
Coronaen kom og mindede os om vores dødelighed. Vores bevidsthed om døden skal bruges til at huske at leve. Disse tirsdage er ment som en hyldest til livet i os, og til dem vi har mistet.

Foredragene foregår i Simeons Kirke. Vel mødt.

Tirsdag den 22. september kl. 14.00
Præst og tidl. hospitalspræst Gunvor Blichfeldt: Selvmordet og de efterladte

Gunvor Blichfeldt kaster et varmt lys over et mørkt fænomen og fortæller opklarende om de mange måder, omgivelserne er påvirkede af at være tæt på selvmord og selvmordsforsøg. Hun har mange års virke som hospitalspræst og sognepræst og har skrevet masteropgave om selvmordet og de efterladte.

Tirsdag den 27. oktober kl. 14.00
Sangerinde og forfatter Karen Mukupa: Natasja!

Den danske rapper, sanger, skuespiller m.m. Natasja Saad omkom ved en trafikulykke på Jamaica i 2007. Hun blev kun 32 år. Hendes stærke, ofte dansksprogede tekster, står levende og samfundsrevsende endnu. Natasjas veninde, Karen Mukupa var med i bilen, da ulykken skete. Hun fortæller om Natasjas liv og musik, og hvorfor hun aldrig vil blive glemt. Karen Mukupa er også forfatter til bogen ’Natasja’ fra 2010.

Tirsdag den 24. november kl. 14.00
Cand. comm, rådgiver John de Summer-Brason: Michael Strunge

Michael Strunge står stadig som en slags mytologisk skikkelse 34 år efter sin død som bare 27 årig. Han tegnede i den grad 80’ernes København både med sin person og med sine digte, der har en friskhed, som gør, at der også her i 2020 kommer nye udgaver af hans digtsamlinger og helt ny musik med hans tekster. John De Summer-Brason kendte Strunge, og tegner et billede af ham som menneske og digter og kommer også med et bud på, hvad det er ved Strunges personlige brand, der har udødeliggjort ham.